Registrer dig gratis nu!

Jeg er en:
videre »

Om ikke at være forelsket i forelskelse.

Hvordan møder vi egentligt hinanden i dag? Hvordan opstår vores kærlighedsrelationer? Opstår de overhovedet? Vi vil ekstremt gerne leve i bevidstheden om, at vi stadig er romantiske individer, som kun smedes sammen af irrationelle følelser. Men sådan synes det oftest bare ikke at være. Vi har meget travlt med at indfri vores personlige mål. En karriere der skal udleves, børn der skal fødes inden det 32. år og en kapital, der kan holde til det meste, skal opbygges. Det er hvad mange stræber efter fremfor, at kaste sig hovedkuls ud i en forelske. Den slags forelskelse som komprimere dine mål, og som sidestiller dine egne behov til fordel for et parforhold. De fleste kan vel godt se det praktiske i at forene sig med en, som kan tage et godt friværdi lån, en som er veludseende og veluddannet, en som egner sig godt til at ”avle” på. Det er vel dyrets vigtigeste formål – at formere sig på bedste vis. Selvom at det lyder utroligt, så har man idag ikke lige så meget sex, som man havde i ”gamle” dage. Det har især meget at gøre med, at vi idag finder mange andre måder, at få tilfredsstillet vores behov på, end i det monogame forhold. Ikke nok med at vi stort set ikke har tid til, at have et stabilt sexuelt forhold, så bliver den tid vi har brugt på en masse andet. Når man ligger i sengen om aftenen, så skal mailen lige tjekkes, de sene nyheder kører i baggrunden og hovedet er fyldt med alt muligt andet. Er den største årsag til at vi ikke har sex og er rigtig gammeldags forelsket, at vi ikke er tilstede nok til, at kunne mærke nærværet? Det er i hvert fald problematiseret sådan at i overflod af informationer, er der mangel på opmærksomhed. Da vores bedsteforældre fandt sammen, var de adskilt af krig og samfund. Men på trods af det, lod de kærligheden sejre. Alting tog længere tid dengang, og man skulle bruge tid på, at spare sammen til de ting, man ønskede sig. Der var ingen kvik-lån som ville gældsbinde dig til en uendelighed af bekymringer og regninger. De sov ikke med deres telefon, computer eller radiatorer, de havde brug for hianden. Og hvad er mere naturligt end blot at give efter, når man nu ligger der sammen i sengen helt uforstyrret? Skulle vi ikke tage at benytte os de flade grænser, som verdenen udgøres af idag, og tage lidt fat i nuet? Glem om vila, karriere og livsmål for en stund, og del lidt af din tid med en, du holder oprigtigt meget af.

Her er et par historier, som fortæller, hvordan nogens bedsteforældres mødtes.

Hendes bedsteforældre mødte hinanden i Frankrig. Hendes bedstefar var flygtet fra Tunesien og bedstemoderen fra Polen. De forelskede sig og stiftede familie, og levede sammen igennem et helt liv. På trods af en hård tilværelse, var deres kærlighed ikke at betvivle. Årtier senere på plejehjemmet, hvor de begge boede på grund af fremskreden demens, var de stadig sammen. På trods af at de havde glemt de mest essientielle ting ved livet, så kunne de stadig kende hinanden. Sammen valsede de dagligt på trods af, at de havde mistet tavet af alt andet. Dansen med hinanden var det eneste de havde tilbage, men det var nok for dem.Hans bedsteforældre mødtes på et skib. Bedstemoderen var på vej til Sydafrika, og bedstefaderen var på vej ud i verdenen med hæren. Sejladsen varede i flere månder. Bedstemoderen fortalte hvordan hun følte en varme, når hun var på dækket. Det er ikke på grund af den bagende sol, men derimod tilstedeværelsen af bedstefaderen, da han sad ved siden af hende for første gang. ”Han lyste op, denne fantastiske, venlige mand”. Efter mødet på skibet sendte de breve til hinanden hver evig eneste dag i fem år inden, bedstefaderen kunne komme hjem igen. Han spurgte bedstemoren om, det ikke var akavet, at møde hinanden igen i kød og blod efter fem år adskildt. ”Det føltes som om at vi ikke have været adskildt en enste dag,” svarede hun. Hendes bedstemors katolske familie havde gemt så mange jøder som de kunne i deres hus i Belgien. Hun talte ni sprog. En dag efter freden havde lagt sig kom en Engelsk soldat, som senere blev bedre bekendt som bedstefaderen, til deres hus for, at tilbyde hans hjælp. Bedstemoderen så ham og tænkte, ”der er er han”. Hun fortale ham om deres venner, der stadig boede i hendes families hus. Bedstefaderen kiggede på hende og tænkte ”der er hun”. Det var kærlighed ved første blik, og der blev holdt et bryllup. Bedstefaderen ville skabe bedstemoderen og hendes familie et bedre liv, så han flyttede til Montreal. Her fik han sig er karriere, og han rykkede hele familien ud af elendigheden. Desuden lærte han samtligt de ni sprog, som bedstemoderen kunne tale, så de kunne tage på ferie lige hvor hun ville hen.